Vi har kæmpet og kæmpet. Først tog vi del i den generelle kvindebevægelse, der ønskede at blive behandlet på lige fod med mænd. Vi tænkte, at hvis vi kunne komme op på den lighed ville resten af vores problemer være løst. Hvis bare folk fik øjnene op for, at vi alle er mennesker og alle fortjener at blive behandlet med respekt og kærlighed. Men ak, kvindekampen er efterhånden endt i papirnusseri og lovgivning fremfor et reelt skred i vores medmenneskelige opfattelse. Nu kan vi få lov at stemme, og vi kan brokke os hvis vi ikke får samme løn som mænd. Vi kan lægge sag an mod frisører, der adskiller mellem kvinde- og herreklip. Men var det virkelig det, der var målet? At få flere regler, som folk skal overholde? Det betyder jo ingenting. En person er ikke et godt menneske, hvis den eneste grund til at smiler til folk og taler pænt er, at nogen har ham en pistol for panden. Kvinder er ikke blevet mere lige i nogen opfattelse bare fordi ingen tør forskelsbehandle dem på baggrund af deres køn. Denne forskel er kun endnu tydeligere hos os store kvinder ? det er stadig uendeligt tydeligt for os hvor meget der diskrimineres. Hvor andre har lagt faklerne, er det os, der må stå stærke tilbage og brænde BH?erne. Kampen er ikke vundet endnu, så vi må stå sammen og presse for forandring.
Vi må selvfølgelig anerkende at der er sket noget. Der er kommet plus size modeller og tøj til store kvinder. På mange måder virker det dog som om, at der stadig er tale om en overfladisk forandring. Selvfølgelig er det da rart, at man nu kan springe i Zizzi Kjoler og ikke selv skal sidde og sy noget sammen for at se ordentlig ud. Men det her er jo ikke en kamp om at gøre vores lavpraktiske gøremål lettere ? det er en kamp om en generel accept af, at vi har retten til vores krop. Som jeg ser det, er meget af den forandring der er sket drevet af markedskræfter og profit. Der hyres ikke plus size modeller fordi folkene bag er vågnet op fra deres hjernevask omkring kropsidealer ? nej, der har derimod været folk i branchen der har øjnet en mulighed for at hive noget opmærksomhed (og derved øget fortjeneste) hjem på at være ?modige? og udfordre status quo. Der er intet der tyder på, at vi er det mindste tættere på en verden hvor modellerne der viser tøjet frem ligner almindelige mennesker. Det er stadig de ultra-tynde modeller med spiseforstyrrelser der er eftertragtede, og så sprudler man det lige lidt op med en plus size model eller to for at vinde noget god presse og gemme sig for kritik.
Kampen er ikke slut endnu kvinder. Sammen står vi stærkest ? lad os åbne folks øjne for, at vores kroppe tilhører os selv!