Det er selvfølgeligt ikke alle kreative mennesker, der er lige beskedne: nogle kan man ligefrem kalde for blærerøve. Men jeg synes det er interessant, at stort set alle anerkendte kunstnere, der virkeligt er kommet frem og leveret noget kunst som vi andre kan sætte pris på, er utroligt beskedne og typisk peger på andre som kilden til deres inspiration.
Det er blot ét af mange tegn, der for mig peger på, at de smukkeste ting her i verden skabes i fællesskab. Her snakker jeg ikke engang formel kunst som sådan: alle smukke ting. Bare tænk på fødslen af et barn; skabelsen af nyt liv. Det er noget af det smukkeste og reneste der findes her i verden: og det er et produkt af to mennesker der har arbejdet tæt sammen. Naturen kan ses som en tredje spiller, og barnet selv måske som en fjerde. Det er et samspil imellem flere kræfter, der ligger fundamentet for det vi kan observere og finde så smukt, at vi glemmer os selv for et øjeblik.
Den form for kunst jeg primært bruger til at udtrykke mig er musik. Jeg var bidt af at spille på alle mulige musikinstrumenter allerede fra barnsben, men det var først da jeg kom på musikefterskole og begyndte at spille med andre, at det jeg producerede begyndte at kunne kaldes kunst. Der er ganske enkelt grænser for hvad vi kan komme op med, når vi arbejder alene. Når vi er alene, så kigger vi på verden ud fra et enkelt perspektiv, og det ene perspektiv er alt hvad vi kan pakke ind i det medie vi bruger til at udtrykke os med. Jeg kan derfor godt lytte til et stykke musik jeg komponerede da jeg var helt ung, og få en mening ud af det. Jeg kan eksempelvis blive trist, når jeg spiller den sang jeg skrev, da min første kæreste slog op med mig. Men andre vil ikke blive ligeså tryllebundet eller emotionelt involveret af at høre den sang, for den rammer ikke de samme ting i dem. For at kunne skrive en sang, der rammer mange mennesker, er man nødt til at arbejde sammen med andre. Det er den eneste måde at opløse de subjektive bånd, og løfte musikken op til noget, der kan modtages og bearbejdes af flest mulige mennesker.
Hvis det var muligt at have 100 mennesker involveret i produktionen af et stykke musik, så ville det næsten med sikkerhed være en sang, som folk over hele verden ville kunne fortabe sig i. Men her rammer vi selvfølgelig problematikken med ?for mange kokke i køkkenet?. Så rent praktisk er vi nok begrænset til at arbejde i et band med maksimalt 5-6 medlemmer. Det betyder dog ikke, at man ikke kan tage imod input fra folk udenfor bandet, eller finde inspiration fra andre musikere og kunstnere i det hele taget.